top of page

HERKULES PAVILLONEN

 

Herkules Pavillonen blev oprindelig bygget til kong Christian IV og hans sommerslot som et

lille privat lysthus for enden af Kavalergangen. Her kunne kongen under helt private former

underholde sine gæster eller holde fortrolige møder.

 

Nøjagtigt som på Rosenborg Slot var der udført skjulte lydkanaler i lysthuset, så kongen og hans gæster kunne lytte til musikken under private former mens orkesteret sad i etagen nedenunder.

Lysthuset blev i 1671 ombygget til en eremitage til Christian V. Fra underetagen som stadig var indrettet som køkken kunne bordet nu blive dækket og efterfølgende hejst op på førstesalen.

 

Pavillonen har sin nuværende klassicistiske form fra arkitekten C. F. Harsdorff.

Harsdorff var, meget i kontrast til sine samtidige, interesseret i ældre arkitektur og han bevarede ofte frem for at rive ned. I Konges Have ombyggede han eremitagen i 1773 og fik Herkulesskulpturen restaureret. Han lod samtidig en dyb, firkantet niche hugge ind i midten af bygningen. Her blev Herkulesskulpturen placeret flankeret af to toscanske søjler.

 

Den nye pavillon husede sidst i 1700-tallet, efter at haven var blevet åbnet for offentligheden, et lille værtshus og i 1810 fik H.C. Firmenich tilladelse til at servere te punch og lemonade for havens gæster. Svejtsiske sukkerbagere bagte kringler, og der var servering og lejlighedsvis underholdning på tagterrassen.

 

Folkelivet i haven fik for alvor et løft i 1840  da de fra Tivoli kendte Georg Carstensen og komponisten H. C. Lumbye stod for underholdningen fra pavillonens tag.

 

I 1900-tallet har pavillonen rummet beboelse, bl.a. som tjenestebolig. Senere har den været benyttet som depot. I 1999 blev pavillonen indrettet som kulturcafé.

 

Herkules Pavillonen har været fredet siden 1918.

 

 

Herkules skulpturen

 

Kilde: Wikipedia

​

​

​

bottom of page